Historie før 1972

 

Skonnerten BRITA belev bygget i 1910/1911 på Øxenbjeg skibsværft i Svendborg af skibsbygmester Anders Jensen. Skibet blev bygget til et partsrederi med bygmesteren og svigersønnen Jens Jensen som hovedredere. Skibet blev bygget til Nord- og Østersø fart med en besætning på 3 - 4 mand. Skibet var fra bygning uden motor, og alt ombord blev betjent med håndkraft. Skibet lastede 140 tons, og var de første mange år beskæftiget med laster af korn, foderstoffer, kul, briketter, mursten og træ. Af logbogen fra de to første år fremgår det at skibt sejlede meget på de baltiske lande med afstikkere op i bunden af den Botniske Bugt efter træ.

Det må formodes at Jens Jensen havde nogle givtige rejser, idet han allerede i 1915 solgte BRITA til en skipper fra Mariager. I 1916 bestilte han atter hos Anders Jensen en væsentlig større 3mastet skonnert KORNSØ, som han imidlertid solgte videre umidelbart efter færdiggørelsen. Dette skib fik en kort levetid, idet det på 1. rejse fra Island til Spanien torpedereds af en tysk u-båd.  

Salget til skipper Kay Steensen, Mariager bevirkede ikke at BRITA forblev under dansk flag. Straks efter blev skibet solgt videre til brørene Weeberg på Hven i Øresund. De beholdt dog skibsnavnet, og fortsatte også farten i Nord- og Østersøen. Der blev sejlet meget træ fra "Planke Kina", som Norland i den øverste del af den Botniske Bugt kaldtes - til  Tyskland og Norge. Brødrene sejlede sammen til 1921, hvor de solgte skibet videre til Rååwalds Rederi i Råå. De to Weeberger havde da tjent så meget, at de efter salget kunne købe sig en galease hver.

I Råå indgik BRITA i et af datidens større rederier Rååwald, og fik i 1927 ilagt den første motor. Det var en en-cylindret 40 Hk semidiesel af mærket Sjäfle.

                                                                                 

Under tiden i Rååwalds rederi var skipper Davidson flagskipper ombord. Hans søn har videregivet beretninger fra sin far om hvorledes han var usikker på maskineriet. Det var så ustabilt at det for det meste kun blev brugt når skibet lå i vindstille. Maskinen blev sjældent brugt til havnemanøvrer, som stadig forgik for sejl. Der var dog en gang at den nyinstalerede maskine blev påskønnet. Under sejlads i det sydlige Øresund mistedes orienteringen, og skibet gik på grund ved Falsterbo. Ved hjælp af maskinen og tilkommende skibe lykkedes det selv at komme flot uden skader.

BRITA med besætning og havnearbejdere ses her med en last props i Göteborg.     

 

 

BRITA solgtes i 1927 videre til de tre brødre Johanson - henloldsvis fra Norviksstrand og Skärhamn. Skibet blev hjemskrevet i Skärhamn sammen med en større flåde af tidligere dansk byggede skibe. Skärhamn var på den tid et lille fiskerleje, beboet af fattige, men seje fiskere. Mange af de danske skibe blev sat ind i fiskeriet ved Island og Jan Mayen efter sild. BRITA fortsatte dog i fragtfarten, som på dette tidspunkt oplevede en skæbnesvanger tilbagegang. Der var ikke råd til vedligehold af skibet, og det måtte lide den tort at få der lidet flaterende øgenavn "Skitbrit".

Under en sejlads i 1940 fra Höganæs til Kiel med porcelænsler, løb det ind i en vinterstorm i Kattegat. Skibet tog vand ind og riggen var ved at gå over bord. Besætningen forsøgte at få skibet ind under land i læ af Samsø for at ankre, men inden dette lykkedes sank BRITA.                                                                                                 

 

To mand rededes efter forlist, mens matrosen forsvandt i bølgerne og druknede. De to blev samlet op af damperen fra Horsens til København, der havde opseveter nødsignalerne og kom til undsætning. 

Året efter bjærgede vraget af brødrene Flyvbjerg, der havde specialiseret sig i bjægning. BRITA blev bragt til Middelfart Værft, hvor en større reparation og omrigning til galease foregik. Som det ses på billedet, blev der blandt andet bygget en større og mere tidsvarende luge ind.

 

 

 

Under navnet M.A.FLYVBJERG stævnede Gunnar Flyvbjerg ud med skibet, der nu atter var kommet under dansk flag. Det indgik i den flåde af småskibe der også under krigen var med til at binde landsdelene sammen. Fragterne var alt fra korn, gødning og brændsel til stykgods og passagerer.

Men allerede i 1945 tilstødte der skibet skælsættende begivenheder. M.A.FLYVBJERG var indeblæst i Gilleleje, da skipperen blev kontaktet af modstandsbevægelsen. Man ønsked at transportere over 300 jøder over til sikkerhed i Sverige. Det lykkedes at medtage 169, som alle kom sikkert over og blev landsat i Höganæs. Resten af krigen måtte Gunnar Flyvbjerg forblive i Sverige, og fik tilladelse til at sejle kystfart der.

 

Ved krigens slutning var M.A.FLYVBJERG med i den konvøj af danske småskibe, der sejlede Den danske Brigade hjem fra Sverige. Derefter indgik skibet atter i den danske indenrigsfart, hvor der i en årrække var brug for al den tonage der kunne skaffes.

Efterhånden overtog tog og lastbiler transporten, og de små skibe måtte finde andre indtægtskilder. Det blev for M.A.s vedkommende at fiske tang. Skibet riggedes om med krangrej og tangfisker redskaber, og landede tang til industrien.

Her ses M.A.FLYVBJERG i frisk vejr i Kattegat lænsende med sejl sat.

 

 

 

Intet varer evigt - og tangfiskeriet fik også ende. Skibet blev atter rigget om - nu til at fiske søsten. En mulighed som mange af de tidligere stolte sejlere måtte ty til for at få økonomien til at løbe rundt. Der kom en dykker ombord, som gik på havbunden og udså de største sten, hvorefter han satte stentangen på, så lasten kunne bjærges. M.A. var på grund af sin brede meget velegnet, idet skibet kunne løfte meget tunge sten op "på tom mave". Det var et hårdt og farligt arbejde, men med den rivende udvikling landet var inde i, gav det en god indtjening. Op gennem 50'erne og 60'erne byggedes mange nye færge- og lystbådehavne. De skulle alle have nye store dækmoler af søsten, som de små stenfiskere samlede.

Ind imellem stenfiskeriet blev der også tid til at søge efter skibsvrag. Efter krigen var havbunden overstrøet med skibsvrag, og manglen på metaller til den voksende industri var stor. Det blev en givtig forretning at finde, sprænge og bjærge stål fra de mange vrag. Noget af det bedste man kunne finde var u-både. De indeholdt så mange ædelmetaller, at de var særligt værd at søge efter.

Både vrag- og stenfiskeriet var dog hårdt arbejde for skibet, og i 1957 solgtes det til Alfred Sørensen i Århus.

 

 

Nu afklædt sin fordums pragt - kun med "cigaren" som resten af bovsprydet kaldtes, sejlede HILFRED videre i stenfisker farten. Skibet var blevet omdøbt med lidt fra hver af de nye ejeres navne - Hilda og Alfred Sørensen - og var nu rent motorskib.

Rigningen var reduceret til en svær pælemast, der kunne holde det kraftige stenfiskergrej. Der var bygget et stort styrehus oven på det oprindelige ruf agter, og maskinen var blevet en 3-cyl. Alpha diesel på 110 hk. Skibet havde en stor jernkasse i lastrummet, og var udstyret med flere stentænger, grabbe og en polypgrab. Skroget bar tydeligt præg af det hårde arbejde, og en del kølsprængning var begyndt at indfinde sig.

 

 

I 1972 var det defenitivt slut med det hårde arbejde. Det var ikke lønsomt at holde det gamle træskrog vedlige, således at det fortsat kunne holde til det hårde arbejde. Krangrejet med det store Ballen-spil blev rigget af og sat over på et hollandsk bygget stålskib Henry, og HILFRED blev sat til salg.

Skibet blev oplagt i Århus, og ses her i Slippen 1972 - lige til at gå til for en rask ung mand!

September 1972 overtog familien Leth skibet, og en hårdt tiltrængt restaurering og tilbageføring til fordums storhed kunne begynde.